|
|
Deltagerne på årets bustur ved Frederik den Stores grav ved Sans Souci-slottet efter vi lagde kartofler på hans - kartoffelkongens - grav.
|
Foreningens ordinære bustur til Tyskland i 2014 fandt sted i dagene 13.- 20. september med en bus fra Engesvang Turistfart.
Efter opsamling fra Viborg og ned gennem Jylland kom vi efter et kort ophold ved grænsen frem til Lübeck. Første mål var domkirken, hvor Anna Cathrina Bitsch og Jakob Borger den 5. maj 1766 fik døbt en søn Georg Philipp Borger. Parret opholdt sig i byen sammen med andre kolonister fra den jyske hede, medens de ventede på at blive sejlet til Sct. Petersborg på deres vej til Volga, hvor parret blev bosat i kolonien Beydeck. Efter en kort rundtur i Lübeck, var der frokostpause inden vi fortsatte til vort hotel Rilano 24/7 i Wolfenbüttel og aftensmad på restaurant Kronprinz.
Næste dag var vi sammen med foreningens venner fra Pfälzer Abend, en forening af efterkommere af borgere, der efter indbydelse af Fredrik den Store, "Kartoffelkongen", kom til Veltenhof fra Pfalz i 1750 for at opdyrke området. Byen havde forbindelse til den jyske hede, bl.a. gennem en af de kartoffeltyske ledere på Randbøl Hede, skolemesteren Anton Pauli, der bosatte sig i Veltenhof efter han var blevet udvist fra Randbøl.
Et tema for turen var netop Frederik den Stores ønske om at opdyrke nye områder med borgere fra bl.a. Pfalz. Mange tog imod invitationen ud fra ønsket om et andet og bedre liv i et nyt land. En naturlig parallel til den nyere tyske historie, hvor delingen mellem Vest- og Østtyskland også fik mange til at forsøge lykken andet steds. Vor guidede rundtur til de gamle grænseanlæg mellem Forbundsrepublikken og DDR hørte således fint sammen med turens overordnede tema - trods de forskelle, der selvfølgelig også var på dengang og nu.
Efter "grænseturen" blev vi budt på frokost i Veltenhof, hvor "lokalborgmesteren" (Ortsversteher) tog imod. Derefter en rundgang i byen, hvor vi så nogle af de originale bygninger med bindingsværk fra 1700-tallet.
Lübeck domkirke, hvor Anna Catharina Bitsch og Johann Jacob Borger/Burger den 5 maj 1766 på vej fra heden til deres nye hjem ved Volga fik døbt en søn Georg Philipp.
|
Døbefonten i Lübeck domkirke er den originale, hvor Anna Catharina fik døbt sønnen Georg Philipp 5. maj 1766 på rejsen til Volga.
|
På vej ind i grænsemuseet i Helmstedt.
|
I det tidligere "frie skydeområde" ved den tidligere indre tyske grænse mellem BRD og DDR i Höllenstedt. Stien blev brugt af grænsemotorcykelpatruljen. De, der står til højre ville dengang anses som grænseoverløbere, når man forlod stien.
|
Gruppen ved den tidligere grænsemur i Höllenstedt.
|
Lade i Veltenhof med originalt bindingsværk fra tiden for pfälzernes (kartoffeltyskernes) bosættelse i området.
|
Den reformerte møllekirke i Veltenhof
|
Vor frokostrestaurant Kepplers Ecke i Wingerode
|
Lokalhistorikeren Edgar Moneche fortæller om Wingerodes historie - med byens våbenskjold i hånden.
|
Slægtsforskeren Alois Scholz viser opslaget om Zehfussfamilien i den såkaldte Ortssippenbuch for Wingerode, som han har udarbejdet med alle tilgængelige kirkebogsoplyninger.
|
Den katolske kirke i Wingerode, Thüringen, fødeby for Christian Bitschs hustru Anna Catherina Zehfuss. Inde i kirken står alteret fra det nærliggende kloster.
|
Wingerode, Ziegenfuss og Bitsch
Næste dag
kørte vi gennem Harzen til byen Wingerode i Thüringen, hvor Anna Catherina
Zehfuss/Ziegenfuss blev født. Hun flyttede sammen med sine forældre til Raidelbach i Odenwald ca. 1650 lige efter 30-årskrigen og blev her gift med Christian Bitsch i Reichenbach. Nogle af parrets efterkommere udvandrede til den jyske hede i 1760.
Efter frokosten i Hotel Kepplers
Ecke, Wingerode, gav byens lokalhistoriker Erhard Monecke os et interessant
indblik i byens historie og baggrunden for, at Anna Catherinas forældre
udvandrede til Odenwald. Slægtsforskeren Alois Schulz fulgte op med at fastslå, at lokalhistorie og slægtsforskning hører sammen, så der var god sammenhæng mellem lokalhistorien og hans arbejde med byens såkaldte Ortssippenbuch - en afskrift af Wingerodes kirkebøger. Den indeholder således oplysninger
om alle familierne i Wingerode, også om familien Ziegenfuss/Zehfuss.
Schulz afviste med overbevisning oplysningerne i en hessisk slægtsbog
om, at Ziegenfuss skulle stamme fra Werningerode, Thüringen. Vi købteOrtssippenbogen, som kan ses på vore fremtidige slægtstræf.
Efter
oplæggene så vi byens katolske kirke. Vi kørte videre gennem Thüringen og kom gennem Nordhausen, kendt som hjemby for væveren Johan Georg Cramer, der arbejdede i Viborg Tugthus - men som trods en udbredt myte ikke var kartoffeltysker! Målet var Hexentanzplatz i Harzen, hvor nogle tog svævebanen op fra Thale, medens andre kørte med bussen og nød den flotte udsigt, inden vi returnerede til vort hotel.
Potsdam
Den følgende
dag var hotelskiftedag, hvor vi kørte fra Wolfenbüttel til hotel Seerose i Burg/Spreewald.
På turen gjorde vi ophold i Potsdam. Vi fik rundvisning i konferencelokalerne
på slottet Cecilienhof,
hvor den amerikanske præsident Trumann, Churchill (afløst af Attlee undervejs) og
Stalin forhandlede Potsdamaftalerne, der delte Tyskland efter 2. verdenskrig.
Inden frokostpausen i Potsdam kørte vi til Glienickebroen. Her gik vi fra
vest til øst over broen, hvor USA og Sovjetunionen udvekslede spioner.
Det egentlige formål med besøget i Potsdam var dog besøget
ved ”kartoffelkongen” Frederik den Stores residens Sans Souci i Potsdam. Her lagde vi kartofler ved hans grav – som traditionen byder. Det var Frederik
den Store, der inviterede Pfälzerne - og andre - til Veltenhofområdet – og senere til
Oderbruch ved Oderfloden for at opdyrke de sumpede områder. Specielt efterkommere af Sebastian Winkler havde forberedt sig på dette og lagde kartofler med små dannebrogsflag med navnet Winkler. Derefter direkte til vort hotel Seerose i Burg/Spreewald .
Rejsedeltagerne i gården med den røde stjerne på Cecilienhof.
|
Det originale konferencebord i konferencesalen i Cecilienhof brugt ved forhandlingerne om Potsdamaftalerne.
|
Glienieckebroen.
|
Markeringen af den tidligere grænse mellem BRD og DDR på Glienieckebroen.
|
En Winkler lægger en kartoffel ved kartoffelkongens grav.
|
Dannebrogsflag på graven med navnet Winkler skrevet i det hvide kors.
|
Indgangen til vort hotel Seerose, Burg/Spreewald
|
Oderbruch
Nogle af de,
der kom til Oderbruch var den senere kolonist på den jyske hede,
Sebastian Winkler fra Østrig og Catharina Meng fra Idar-Oberstein vest
for Odenwald. Derfor indgik området i turens program. Klaus Vilner, der var med på turen, har forsket meget i såvel områdets historie som Sebastian Winkler og Catherine Meng. Han var en naturlig turguide denne dag og fortalte engageret på en god og inspirerende måde om sin store viden på området.
Første stop på turen til Oderbruch var den lille landsby Neurüdnitz, hvor Mengfamilien slog sig ned. Vi gik en tur gennem landsbyens gamle hovedgade og fik indtryk af, hvordan byen var, da Catherina Meng boede der inden giftermålet med Sebastian Winkler.
Fra Neurüdnitz er der 6 km. til Zollbrücke ved Oder, grænsefloden mellem Tyskland og Polen. Vi indtog frokosten i det solrige vejr udendørs på restauranten Dammmeisterei lige ved digerne med stormflodsmærkerne fra de store oversvømmelser, ikke mindst fra den meget store oversvømmelse i 1997.
Næste stop var Altreetz
med kirken, hvor Catherine Meng indgik ægteskab med den senere kolonist Sebastian
Winkler. Vi fik fortalt om kirkens historie og så det eneste tilbageværende originale minde fra brylluppet, den ene af kirkens lysekroner fra 1709.
Kirkebogen med indføringen af brylluppet fandtes tidligere i Neulitsgöriecke. Desværre opbevares den i et centralt arkiv, så vi kunne ikke få adgang til at se den. Vi havde en aftale om, at vi skulle se kirken - og efter en kaffepause i byens cafe "Kolonistenhof" fik vi fortalt historien om kirken, der ligesom kirken i Altreetz var brændt flere gange. Et kuriosum var en af stolperne, der endnu havde et granathul som minde om den sovjetiske erobring af byen på vej mod Berlin i slutningen af anden verdenskrig.
Sidste stop inden turen tilbage til hotellet var Neubarmin, hvor Sebastian Winklers "ikke egentlige søster" (læs: halvsøster) med stor sandsynlighed boede, ifølge Klaus Vilner. Det giver anledning til at tro, Sebastian Winkler også boede her. Vi gjorde holdt ved kirkegården med mindestenen for 250-året for de første bosættelser i 1755 og den lille trækirke med de to udendørs "klokketårne". Vi havde heldet med os, da vi inde i kirken traf den kvindelige kirketjener, der gav os et lille hæfte om byen, udgivet til dens 250-årsjubilæum. Det første, der stod, var, at der i 1755 kom 20 østrigere og bosatte sig i byen. Et stort skridt nærmere på bekræftelsen af historien om, at Sebastian Winkler stammer fra Østrig. Noget at arbejde videre med!
Kahnfahrt
Spreewald og Kahnfahrt hører uløseligt sammen. Derfor bød programmet naturligvis på en sejltur med de fladbundede pramme - de såkaldte Kahns. Indtil Frederik den Stores afvandingsprojekt var gennemført, var det eneste transportmulighed i området - så selv om det er områdets turistattraktion er det også et eksempel på områdets kulturhistorie og noget af baggrunden for invitationen til at opdyrke de sumpede områder. På den måde oplevede vi også lidt af historiens vingesus på turen gennem det fredelige landskab.
Bautzen
Efter sejladsen kørte vi til middelalderbyen Bautzen med det smukke middelaldercentrum omkring det gamle torv og gågaden Reichenstrasse (de riges gade) og Reichenturm. Byen er i dag også kendt som sorbernes hovedstad. Sorberne er en anerkendt minoritetsbefolkning. Alle gadeskilte står derfor på såvel sorbisk som tysk.
En del af turens overordnede uudtalte tema var folks drøm om et andet liv et andet steds - det, der også fik kartoffeltyskerne til at søge til Danmark. Derfor var det naturligt, at mange i forlængelse af "grænseturen" den første dag besøgte Bautzens nyeste "mindesmærke", det gamle DDR-fængsel - Speziallager Bautzen - i folkemunde "Prominentengefängnis" (De prominentes fængsel - også kaldet "Mielkes Knast"efter DDR-indenrigsminster Mielke), da det i DDR-tiden kun husede politiske fanger, ikke mindst de, der blev taget til fange under mislykkede flugtforsøg i deres søgen efter et andet liv i vesten.
Turens sidste dag bød på byrundtur i Berlin. En tur med forhindringer, da vejen til vort særprægede frokoststed White Trash var spærret p.g.a nogle demonstranter, der var vrede - uden politiet helt vidste, hvad de var vrede over - så derfor blev området afspærret. Vor chauffør Leif udviste forhandlingstalent og fik efter efter svære forhandlinger lov til via en omvej at køre bussen ind i det afspærrede område, så vi fik vor frokost med to timers forsinkelse.
På hjemrejsedagen blev der tid til besøg i Lutherbyen Wittenberg, hvor vi så Luthers grav og den berømte dør, hvor Luther slog sine 95 teser op.
Opdateret 16. oktober 2014
Hovedgaden i Neurüdnitz, Mengs bopæl indtil giftermålet med Sebastian Winkler.
|
Gadeparti fra den gamle hovedgade i Neurüdnitz.
|
Diget ved Zollbrücke, opført efter den voldsomme oversvømmelse i 1997.
|
Efterkommere af parret Carherine Meng og Sebastian Winkler, der blev gift her i kirken i Altreetz.
|
Kirken i Altreetz, hvor Catherine Meng blev gift med Sebastian Winkler.
|
Duen over prædikestolen i Altreetz er symbol på præsten, der lovede menigheden at komme i form af en due til gudstjenesten.
|
De udvendige klokketårne i Neubarmin ved siden af kirken.
|
Samtale i Neubarmin kirke med kirketjeneren.
|
Mindestenen i Neubarmin, Hvor Sebastian Winkler og hans halvsøster formodentlige boede.
|
Neubarmin som byen ser ud 2014
|
Klar til afgang i Kahnerne.
|
Gruppen på cellegangen i Bautzens prominten-fængsel
|
Fangetransportvogn i Bautzenfængslet besigtes.
|
Reichenturm - de riges tårn - i Bautzen
|
Bautzen - de riges gade (Reichenstrasse)
|
Treptow - soldatermonumentet
|
Vor frokostrestaurant "White Trsh" i Berlin
|
Holocaustmonumentet i Berlin
|
Luthers grav i Slotskirken, Witteberge.
|
Slotskirken i Wittenberg - under renovation til 500-årsjubilæet for Luthers 95 teser.
|
| |
