I 2007 blev krodagen holdt i Karup, en naboby til kartoffeltyskernes Alhede. Vi mødtes på Karup Å Hotel til morgenkaffe – og bagefter besøgte vi Helligkilden i Karup. Den ligger på privat grund, men ejeren, læge Ole Lenler-Eriksen, åbnede beredvilligt sin gamle have for os.
Ole Lenler-Eriksen fortæller om kilden
|
Der er dog ikke meget kilde tilbage på stedet, blot en ret omfattende brolægning. Helligkilden i Karup var engang en af de mest berømte kilder i landet. Den havde sin storhedstid i Middelalderen, hvor den var kendt viden om som Vor Frue Kilde. Ved kilden blev i sin tid opført et kapel, hvor de vejfarende kunne bede.
Efterhånden blev kapellet for lille, og for de mange gaver, pilgrimme gav, blev i stedet opført en stor korskirke, Vor Frue Kirke, hvor de kunne samles til messe. Kirken havde syv hvælvinger og var flot udsmykket med altre og helgenbilleder. Den fik et stort tårn, der kunne ses langt bort, og som blev brugt som vejmærke.
Dengang blev Karup regnet for en stor by – som 30 veje førte til. Et hospital blev også opført til at tage sig af de syge. Efter reformationen overtog kongen kirke og hospital. Pilgrimsstrømmen ophørte – og så forfaldt kirke og hospital. Hospitalet sank i grus – men kirken blev i 1744 ”restaureret” af herremanden på Aunsbjerg. Han rev tårnet ned og lod kun tre hvælvinger stå tilbage – så den herefter så ud omtrent som i dag.
Kirkens indre bærer stadig præg af storhed
|
Ole Lenler-Eriksen fortæller om kirken
|
Karup Kirke
|
Efter besøg ved kilde og kirke spiste vi frokost på Karup Å Hotel – og over halvdelen af deltagerne tog i det fine eftersommervejr med til Grønhøj, hvor vi gik en tur på Kartoffeltyskerstien.
Sagnfiguren Dorre Kaal fra Gjedhuset har fået et minde ved kirken
|