Træk af kolonisationens historie
Kolonisterne på de jyske hedestrækninger.
I første halvdel og omkring midten af 1700-tallet blev der rundt om i Europa gjort forsøg på at opdyrke både moser og heder. Eksempler på sådanne tiltag kendes fra bl. a. Spanien, Rusland og Østrig-Ungarn, samt fra de mange hedeegne nord for Berlin i det daværende Preussen.
Også herhjemme forsøgte regeringen flere gange at få påbegyndt opdyrkningen af de vidtstrakte heder i Midtjylland fra Viborg i nord til Vejle i syd, samt fra den nuværende dansk-tyske grænse i nord til Rendsburg i syd i hertugdømmer Slesvig-Holsten, hvor den danske konge var hertug. Disse forsøg blev intensiveret specielt på grund af landets økonomiske situation efter nederlaget til Sverige i krigene 1658-59 og det endegyldige tab af de svenske besiddelser, med fredsslutningen efter Store Nordiske krig i 1720.
Det var nødvendigt at skaffe nye indtægter- og her blev hedeodyrkningen set som et væsentligt element.
Det lykkedes først i årene 1759-1765, da den kongelige danske legationsråd Johann Friedrich Moritz i Frankfurt am Main på grundlag af bl. a. annoncer i derværende aviser samt plakater fra foråret 1759 og de følgende 3-4 år fik sendt mere end tusinde kolonister fra landgrevskabet Hessen-Darmstadt, grevskabet Erbach i Odenwald, Kurpfalz, markgrevskabet Baden-Durlach samt hertugdømmet Württemberg til Danmark.
Den stadig stigende strøm af kolonister overvældede de danske myndigheder, der ikke havde forberedt modtagelsen - og slet ikke af så mange. På grund af både politiske og religiøse spændinger i de nævnte sydtyske fyrstendømmer – samt gyldne løfter og rejsepenge havde en broget skare ladet sig lokke nordpå; mange af kolonisterne var landarbejdere og håndværkere, langt fra alle var egentlige bønder – og for langt den største parts vedkommende helt uden kendskab til hedeopdyrkning.
I efteråret 1759 kom de første kolonister til Viborg og Fredericia, hvor de blev indkvarterede for vinteren, og i løbet af 1760 kom en stadig større strøm af familier, der blev indkvarterede i Fredericia, Kolding og Vejle. I 1760 blev kolonierne Havredal (Frederikshede) og Grønhøj (Frederikshøj) på Alheden i det nuværende Frederiks sogn anlagt med hver 30 gårde efter kolonisternes ønske efter sydtysk skik med 3 gader med hver dobbeltrækker med fem gårde i hver række, og i hver gård skulle der oprindelig bo to familier. Lignende kolonier blev anlagt i Thorning (Gråmose=Frederiksmose og Kompedal=Frederiksdal), Kragelund (Julianehede) og Bording sogne (Christianshede), samt på Randbøl Hede vest for Vejle i sognene Randbøl (Frederikshåb) og Vorbasse (Frederiksnåde og Moltkenberg)
I 1761 kom der stadig kolonister til landet. Der var ikke plads til at bosætte dem på de hidtidige hedearealer, hvorfor de blev indkavrateret på hedearealerne i hertugdømmerne Slesvig og Holstein, der modtog langt størsteparten af kolonisterne. .
Kolonisternes antal på Alheden og Randbøl Hede blev dog snart reduceret. Fra myndighedernes side skønnede man, at der var mange uegnede blandt kolonisterne, andre igen var opsætsige. Man udarbejdede derfor i 1763 en liste over de, man ønskede udviste af landet. Men forinden var en del rejst frivilligt på grund af skuffelse – enten hjem igen eller til Rusland ved Volga-floden. Herefter kunne de resterende kolonister få udstedt endeligt tysk fæstebrev på deres kolonigårde.
Endelig blev en reduktion i kolonisternes antal fuldbyrdet i 1765. Dette skete ved den nye regerings indgreb i kolonisationsprojektet gennem besparelser. Det kunne mange familier ikke holde til, og de anmodede derfor om rejsepas til Rusland, hvortil der allerede var indvandret tidligere kolonister fra Jylland i årene 1763-1764.
Først ved samme tid indfriede myndighederne det givne løfte om bygning af en kirke. Frederiks kirke stod færdig 1765, men blev først indviet i 1766. Bygningen af kirken, der blev lagt midt mellem Grønhøj og Havredal, var blevet trukket i langdrag. Størstedelen af kolonisterne var lutheranere, men en næsten lige så stor del var reformerte (calvinister), hvortil kom nogle få katolikker.
Tilbage blev efter den sidste reduktion i 1765 ca. 53 familier på Alheden og Randbøl Hede, og der kunne nu skabes ro til at arbejde videre med kolonisationsprojektet. Der skulle nu komme år med sejt og brydsomt arbejde med opdyrkningen af de jyske hedestrækninger.
Opdateret 17. marts 2015
