Rejse til Volga 2014

Tirsdag 6. maj:

Katharinenstadt/Marks
Vi kørte de 60 km gennem Saratovs morgenmyldretidstrafik og videre gennem de vidststrakte sletter til byen Katharinenstadt, (i dag Marks), tidligere hovedstad i den volgatyske region. Den lokale leder af Landsmuseet tog imod. Han gav os en en engageret fortælling om volgatyskerne og Katharinenstadts rolle som hovedstaden og områdets administrative centrum. Vi fik en rundvisning med fokus på hverdagslivet - og forskellene på de redskaber, russerne kendte og de, tyskerne medbragte eller producerede. Et typisk eksempel var den opretstående russiske rok til forskel fra den rok, der også var mest anvendt i Danmark. Også den oven for nævnte historie om Wladimir Wenzel, der døde under krigen og blev Sovjetunionens helt, blev gengivet som eksempel på Volgatyskernes loyalitet over den russiske stat.
Derefter en kort byvandring, hvor vi så den efter 1991 genrejste statue af Katharina den Store, inden frokosten på restaurant „Tainstvenniy Ostrov“. Vi så også huse i den typiske byggestil: Firkantede træhuse med et telttag.
Efter middagen besøgte vi den eksisterende og fungerende  Lutherske kirke fra tyskertiden. Præsten fortalte stilfærdigt, men engageret om den lille lutherske menigheds liv og dens enorme behov for donationer til at færdiggøre den igangværende renovering af kirken.
Uden for øvede en gruppe børn sig til 9. maj festlighederne til minde om sejren over fascismen i den store fædrelandskrig, som 2. verdenskrig fortsat kaldes. Nogle fra vor gruppe fik foræret  ordensbånd, som mange russere bærer op til festlighederne til minde om sejren og de faldne soldater.
Vi besøgte til slut den katolske kirke i udkanten af byen. Oprindeligt lå den over for den lutherske, men blev sprængt væk i 30´erne og var nu genopført et andet sted. En ung nonne fortalte om kirken og dens samarbejde med det nærliggende kloster. Selv om de også manglede penge virkede den umiddelbart velhavende i forhold til den lutherske. Efter de 60 km retur til Saratov spiste vi til aften på Restaurant Lyra i den tyske gade.

Onsdag 7. maj:
Dagens tur gik de 100 km til Zürich (Sorkino) nord for Marks, hvor de Volgatyske kolonier i vore øjne lå forbavsende tæt på hinanden.

Unterwalden
Undervejs besøgte vi Unterwalden (Podlesnoye), hvor en rejsedeltager havde kendskab til fjerne slægtninge. Lederen af museet i Marks havde fundet slægtsoplysninger frem til pågældende, så det var på den måde et udbytterigt besøg.

Zürich/Sorkino
I Zürich var den tyske lutherske kirke under renovation. (Tegning af den i Etlar Kramers bog om kartoffeltyskerne). En velhavende russisk volgatysker, hvis familie tidligere boed i byen, havde doneret en stor sum til at føre kirken tilbage til sin oprindelige form. Der manglede stadig en del - men kirketårnet stod på pladsen, klar til at blive løfte på plads ugen efter vort besøg. Hele kirken skulle være færdigrestaureret om et år - med tilhørende hotel i et forsøg på at gøre Zürich til et turiststed. Om det lykkes, vil dog også afhænge af, om vejen bliver udbedret, da næppe mange frivilligt lægger bil til de stærkt hullede veje i området.

Frokosten blev indtaget i Restaurant Eldorado, Marks, i nærheden af Volga med udsigt til floden. inden vi besøgte det tyske hus i Marks.

Katharinenstadt/Marks - Deutsches Haus (Tyske hus)
Her gav husets leder Hildegardt Heidt os en hjertelig modtagelse. Den var forberedt i samarbejde med efterkommere af volgatyskere, der var vendt tilbage efter at have været fordrevet til Sibirien/Kazachstan under 2. verdenskrig. I dag er der 12 % af byens befolkning med tysk baggrund.
Seniorgruppen tog imod os med tyske sange, blandt andet "Ostseewellen" (kendt i Danmark som "Nordsøbølger" et Giro 413 hit i 50´erne og 60´erne). Derefter tog en nystiftet gruppe "Helle Blumen" i russiske folkedragter over med et levende og muntert program med russiske og tyske sange - rigtig flot og underholdende.
Der blev spurgt om, hvorfor vi besøgte Marks (faktisk tæt på Kazachstan). På opfordring gik hele den danske gruppe på scenen og sang tre danske sange - som vi uden forberedelse kunne huske teksten til - og vi kunne have fortsat. Godt gået! Derefter var der en gensidig spørgerunde - og Heidt opfordrede os til at komme til 250-årsjubilæet for Marks i 2015. Vi kunne ikke sige, om vi kom - men lovede at undersøge muligheden. Datoen er ikke kendt p.t.
Til slut blev vi vist rundt i huset og hørte om det tyske mindretals arbejde, kulturelt og socialt. De underviste bl.a. i tysk i et forsøg på at bibevare den tyske kultur - selv om det var en svær opgave.
Vi spiste aftensmad i Saratov, restaurant Soho, beliggende i et oprindeligt tysk hus, nu indrettet som en moderne restaurant med billeder af amerikanske filmstjerner på væggene.

Torsdag 8. maj:

Beydeck  - (Slægterne Bitsch/Borg/Jung)
Efter nogle dage, hvor fokus var på den generelle historie, skulle vi nu sydpå til de kolonier, hvor de fleste udvandere fra den jyske hede bosatte sig. Første stop var Beydeck (Luganskoe), der havde sit navn efter kolonnelederen Beydeck, der førte en kolonne kartoffeltyskere fra Frankfurt til heden - og som siden udvandrede til Volga. Det var i denne koloni, søsteren til kolonisten Johann Peter Bitsch, Anna Catharina Bitsch, Eva Jungs svigerinde, bosatte sig med sin mand Johann Jacob Borger/Burger.
Vi ankom til byen midt under kazachernes kadetskoles forberedelse til 9. maj-festlighederne. En speciel oplevelse, i sagens natur præget af hyldest til soldaterne. Vi skulle se byens tyske lutherske kirke. I modsætning til mange andre kirker var den ikke sprængt væk under Stalins antikirkelige kampagne i 1935. Den blev i stedet indrettet til ungdomsklub, en funktion, den stadig har, idet den også fungerer som forsamlingshus med bibliotek. Men det ydre er bevaret, som da volgatyskerne byggede den. I dag anvendes den ikke som kirke, men der er fælles bederum for alle religioner - og en sjælden gang afholdes en luthersk gudstjeneste. Efterfølgende så vi to tyske huse i den typiske "firkantede" tyske byggestil, dog fra "nyere" tid - slutningen af 1800-tallet. Byen var domineret af boligblokke opført i sovjettiden.
På vej til kolonien Schilling kørte vi forbi den offentlige skole (i modsætning til kazachernes kadetskole) samt resterne af volgatyskernes kirkegård, i dag kun nogle jordvolde med enkelte gravstene. Om Anna Catharina Bitsch og Borger er begravet der, ved vi ikke, men det er sandsynligt. Der findes kun 1 volgatysk familie i dagens Bydeck og ingen spor af Harritz eller Borger. Den tyske kultur er således ikke noget, der præger byen i dag.

Schilling - (Slægterne Harritz/Maul/Philbert)
Beydeck ligger på sletten inde i landet, 4-5 km fra kolonien Schilling, der som modsætning er placeret i et smukt, bakket landskab ved Volgas bred. Det var i kolonien Schilling (Sosnovka), at indvanderen Harritz enke bosatte sig med 4 børn, ligesom medlemmer af slægterne Maul og Philbert bosatte sig her. Vi fik fik vi vist en gammel tysk kirkeskolebygning, i dag indrettet til ungdomsklub.

Efterfølgende gik vi ned gennem bygaden, der bar præg af den tyske byggestil med firkantede træhuse. I et af dem sad en ældre kvinde ved et åbentstående vindue og så på gadelivet. Hun spurgte gennem vor tolk interesseret til, hvem vi var - og bød på te, som vi desværre på grund af tiden ikke kunne tage imod. Hun fortalte, at der i en koloni på den anden side af Volga ned mod Volgograd (Stalingrad) fandtes en familie med Maulnavnet. Desværre fik vi ikke navnet på kolonien. Den lutherske kirke fandtes ikke mere - men vi så højen, hvor den havde ligget.

Balzer
De ikke planlagte hændelser gav turen et ekstra plus, og de lokale repræsentanter var meget ivrige efter at fortælle os områdets historie. Det betød imidlertid, at det kneb med tidsplanen, så frokosten i Balzer, (Krasnoarmeysk), blev lidt forsinket. Byen er opkaldt efter lederen af den første bosættelse Barthold Balzer, som vi er sikre på, er den Balzer, der flygtede fra heden efter sin dødsdom for medvirken til mordet på Havredalkolonisten Diefenthaler. Det gav besøget på byens  Landesmuseum, en særlig dimension, da der var en fortegnelse med bl.a. borger nr. 1 Balzer. Museumslederen mente ikke, det kunne være vor Balzer, da deres Balzer var en meget agtværdig borger, der kom fra Tyskland - så morder, nej! Ikke desto mindre passer hans data fint med vor Balzer - med den lille usikkerhed, der altid er omkring årstallene, her om han er født 1729 eller 31. Som "deres" Balzer havde han hustru og 2 døtre - men vi har lovet at sende vor data til nærmere kontrol hos dem. De gjorde meget ud af det gode forhold mellem volgatyskerne og de lokale russere helt op til deportationen under 2. verdenskrig. 
På den efterfølgende byrundtur så vi den tyske sommerkirke, der i dag er indrettet til biograf, samt vinterkirken, tidligere kirkeskole, i dag kulturhus, ligesom der blev gjort meget ud af historien om fabrikanten Bender, der var meget berømt for sin produktion af tekstilhåndværk. 

Anton. (Slægterne Gantzhorn/Pauli/ Jöder)
Efter Balzer skulle vi til den nærliggende idylliske koloni Anton (Sadovoe) opkaldt efter Anton Pauli fra Leutershause. Han ledte en kolonne fra Frankfurt til heden - og p.g.a. utilfredshed udvandrede han til Volga. I kolonien boede også slægterne Gantzhorn og Jöder. Vi så den Luthersk kirke udefra, da den nu fungerer som ungdomsklub - der var lukket, da vi kom - ligesom vi så avlsladen fra den tyske tid samt vinterkirken.

Fredag 9. maj:
Dagen for den længste tur: 240 km til til Dobrinka og Mühlberg, 150 km nord for Volgograd.

Messer - (Morderen Schwan)
Undervejs et kort ophold i Messer (Ust-Zalikha), hvortil Schwan flygtede efter dødsdommen for sammen med Balzer at have myrdet Diefenthaler fra Havredal. I dag er det eneste minde om tyskertiden de karakteristiske huse i tysk stil - samt den meget forfaldne lutherske kirke, der står uden tag. For nogle år siden kom en gruppe unge frivillige fra Tyskland og hjalp med oprydningen - der tydeligvis ikke blev gjort færdig. De kom dog så langt, at man under græsset fandt et gammelt stengulv med fliser, så teorien om et trægulv var blev forkastet.

Kamenka
Næste stop var den katolsk kirke i Kamenka. Den står meget forfalden uden tag, hvilket gør det bemærkelsesværdigt med de bevarede fresker helt oppe i det øverste af koret. Kirken får lov at forfalde, da der ikke længere bor katolikker i området, så færdsel i kirken var på eget ansvar med risiko for nedstyrtning af træbjælker.

Dobrinka - (slægterne Bräuner/Raue)
Jo tættere vi kom til Dobrinka, jo dårligere blev hovedvejen til Volgograd, så turen tog længere tid end beregnet. Vi nåede dog frem til den nye del af Dobrinka, hvor vi blev modtaget på naturcentret for Shcherbakovskayanaturbeskyttelsesområdet, det nordligste af 7 områder i Volgogradregionen. Efter en kort velkomst med snacks/kaffe/te, kørte vi til Nizhnaya Dobrinka, opkaldt efter floden, der løb forbi byen ud i Volga – første tyske bebyggelse i Volgaregionen. Det var her medlemmer af slægterne Bräuner og Raue bosatte sig.
Lederne af det lokale museum, en pensioneret lærer, viste os hjemstavnsmuseet i den tidligere tyske kirkeskole, der selv om det mindede om de øvrige museer om volgatyskernes historie, havde sit eget særpræg med vægten lagt på 1900-tallets historie. Det var med til at give et nuanceret billede af den tyske befolknings liv ved Volga. Den lutherske kirke lå overfor museet og var i en meget forfalden tilstand, så vi kom ikke ind i den.

Mühlberg - (Slægterne Handschuh/Ferscht)
Efter en byvandring, hvor vi så den smukt beliggende by med udsigt til Volga, kørte vi til Mühlberg (Shcherbakovka), hvor slægterne fra Aarestrup, Handschuh og Ferscht, havde bosat sig.
Vore værter havde arrangeret frokosten, der blev sen, i Shcherbakovskayaslugten, et flot naturbeskyttelsesområde. Vi blev ført lidt rundt i området og så enkelte originale husrester fra de første indbyggere - uden at støde på den ganske vist ugiftige europæiske skorpion, der boede i området. Området var trods sin smukke natur dog for barsk for de første kolonister, så de flyttede kolonien højere op i landet.
Desværre var Urakov Hügel, et stenbrud, hvor tyskerne arbejdede og huggede sten til opførelse af deres huse. utilgængeligt som følge af regnfuldt forår.

Som bonusoplevelse så vi til gengæld et murmeldyr, der lå og solede sig i den murmeldyrkoloni, der prægede området.

Det blev en sen hjemkomst til Saratov med aftensmad på hotellet.

10. maj:

Tid på egen hånd - Sejltur på Volga.
Efter nogle lærerige, lange dage, kom den ønskede fridag på den sidste dag i Saratov meget tilpas. Alle deltagerne havde dog tilmeldt sig den tilbudte sejltur på Volga ud til de øer, vi kunne se fra den ca. 3 km lange bro, der førte fra højlandet ved Saratov by over til det flade sletteand på den anden side af Volgafloden.  Vejret var flot - om end det blæste kraftigt, da vi kom ud til  øen, der var målet for sejlturen. Vi kom i land, men kunne på grund af den fugtige jord som følge af det fugtige forår ikke gå langt. Det gik dog fint med at spise frokost om bord på båden - trods vindens susen, der ikke generede væsentligt.

Stenka Rasin
Turenvar legendarisk, da vi sejlede på Volga netop der, hvor røveren Stenka Rasin ifølge legenden kastede sin kone i Volga for ar at bevise, han ikke som mændene hævdede, var blevet for "kvindagtig" Hun måtte ofres for at bevise hans mandighed, hvilket er den den historie, der fortælles i sangen "Stenka Rasin" - legende eller ej.

Vi kom i land tidsnok til at kunne nå en kop kaffe med hvad man ville have dertil - og som på hele turen  var alle ikke-alkoholiske drikke gratis i selskab med vor guide. Kagen for egen regning! For nogle var der lige tid nok til at se Radisjevmuseets ikonsamling. Museet er opkaldt efter en lokal kunster.
Vi kom som anbefalet i god tid til banegården. Nattoget  består af 17 vogne og vi fandt hurtigt vore sovekupeer. Det kørte rettidigt og vi var klar til at indtage aftensmaden, der var inkluderet i billetten.

Søndag 11. maj:
Ankomsten til Moskva skete præcist kl. 07.28 - imponerende med den præcision på både ud og tilbagerejsen. Vor guide fra Intourist stod ved vore togvogne, parat til at føre os sikkert ud gennem byggekaoset ved banegården til den ventende bus. Vi fik igen en god fortælling om det, vi så i Moskva på vej ud til lufthavnen, hvor vi kunne få et solidt morgenmåltid til forbavsende rimelige priser. 

Tiden, indtil vi kunne checke ind, gik hurtigt og flyet landede før tiden i Kastrup. For ikke at komme før tidsplanen, blev det parkeret væk fra en gate, så den sidste del af turen foregik i bus indtil gaten.

ALT-rejser stod for transport København - Saratov retur, incl. Visaudstedelse. Rusexpotravel stod for hotel, udflugter m.v. i Moskva og Saratov.