Kartoffeltyskerne på Alheden

Gå tilbage til forrige side

Slægtstræf 2007


Den gamle døbefond fra Frederiks Kirke

Omtale af og fotos fra slægtstræffet i 2007:

 

Slægtstræffet i november blev besøgt af ca. 300 mennesker i løbet af lørdag og søndag. Busturen lørdag morgen ud på heden var helt udsolgt – og deltagerne fik lejlighed til at se den gamle lade i ”Sandkjærgårde” – den eneste tilbageblevne bygning fra udflyttertiden omkring 1780.

 

Søndag eftermiddag tog sognepræst Peder Kjærsgaard Roulund imod i Frederiks Kirke, hvor han viste den gamle døbefont frem til fotografering. I den er mange af vores forfædre døbt. Kirken var fyldt ved fremvisningen. Hvis det er muligt, skal døbefonten restaureres og genindsættes – helst i forbindelse med jubilæumsfestlighederne i 2009.

 

Den gamle døbefont, der er kirkens første, er lille – sammenlignet med den nuværende, store, tunge granit-døbefont. Den er udført i en metallegering. Den har en slank rillet fod, bemalet i svagt rødlige, grønlige og gyldne farver. Foden bærer et dåbsfad, hvori der er banket et motiv ud, forestillende Johannes Døberen.

 

Siden den gamle døbefont kom frem igen i dagens lys efter ophold på kirkens loft, har der været gisnet om, hvornår den blev skiftet ud til fordel for granit-døbefonten. I kirken kunne et af foreningens medlemmer, Tage Bitsch Johansen, oplyse, at hans fætter, Aage Valhøj, var den første, der blev døbt i den nye døbefont – nemlig den 13. oktober 1929.

 

På dagcenteret hos slægtsforskerne var der begge dage godt gang i computerne – og mange besøgende fik oplysninger med hjem om deres slægt. Interessen var så stor, at foreningen fik 17 nye medlemmer i løbet af de to dage. Der var fint salg fra foreningens salgsbod, bl.a. af den dvd, som Haurdal Gamle Skole har udgivet om kartoffeltyskerne. På dvd´en fortæller bl.a. krovært i Grønhøj, Aage Laigaard, om den gamle kro – og indslaget har fået stor aktualitet, idet Laigaard døde i efteråret.



© Udarbejdet af ThiseWeb.dk