Kartoffeltyskerne på Alheden

Gå tilbage til forrige side

Bustur 2013 - Odenwald


Torvet i Bensheim med huse fra udvandringens tid

Turen blev afviklet i dagene 31. august - 7. september 2013.

I lidt regnfuldt vejr kørte vi lørdag den 31. august  med bus fra Engesvang Turistfart til vort hotel, Alle Hotel Europa i Bensheim. Der var lidt "stau" omkring Hamburg - men vi nåede da frem efter at have spist aftensmad på Eydt hotel i Kirchheim.

Om søndagen gik turen til Gronau, hvor Ortsversteher (bydelsborgmester) Peter Jenal bød os velkommen og introducerede os til en tysk udstilling om Kartoffeltyskernes rejse fra Odenwald til den jyske hede. Vi besøgte på en kort rundgang stedet, hvorfra familien Marquardt udvandrede. Endvidere var vi heldige med at træffe Filberts direkte efterkommere på den grund, hvorfra Filbert udvandrede - og som stadig bebos af direkte efterkommere.

Traditionen tro besøgte vi også efter gudstjenesten kirken, hvor præsten Peter Voβ som noget nyt bød os velkommen - og i samarbejde med "Gronau Dokumentation" havde fået organisten til at spille et par numre for os på kirkens Dreymannorgel. Meget smukt.

Om eftermiddagen overværede vi det store folkelige optog gennem Bensheim i anledning af byens vinfest inden vi returnerede til hotellet - hvor vinfestens arrangører i øvrigt samme aften havde en stor middag med vindronningen - dog uden vor deltagelse.

Mandag besøgte vi først Hermanns kirke i Niederkirchen og bopælsbyen Heferswiller.  Derefter videre til Idar-Oberstein, hjembyen for Sebastian Winklers hustru Catherina Meng. Efter frokosten på Alte Kanzlei, hvor mange nød byens specialitet, Spiess(Schwenkel)braten, fik vi en guidet tur de 200 trin op til Felsenkirchen, hvor Meng blev døbt - og hendes forældre gift.

 




Peter Jenal byder os velkommen til Gronau (Marquardt og Filbert).

Filberts tyske efterkommere tager imod nogle danske Filbertefterkommere på gården, der siden udvandringen i 1760 har været i Filbertfamiliens eje.

Deltagerne på årets bustur foran kirken i Gronau 1. september 2013.

"Marquardthuset" står på den grund i Hintergasse, Gronau, hvor Marquardt boede ved udvandringen.

En vindronning køres gennem Bensheim i forbindelse med vinfestens optog.

Bensheims vindronning på Alle Hotel, Bensheim.

Kirken i Niederkirchen, som var sognekirke for landsbyen Hefersweiler, hvorfra Herrmann udvandrede.

Torvet i idar-Oberstein med vor frokostrestaurant "Alte Kanzlei" beliggende under borgen (og Felsenkirchen, der dog ikke ses på billedet).

Tilberedning af Idar-Obersteins madspecialitet på vor frokostrestaurant "Alte Kanzlei", den såkaldte Spiesbraten (eller Schwenkelbraten, da kødet ligger på en rist, der konstant svinges ind over åben ild), en blandt flere retter, man kan vælge at smage under vort besøg i byen.

Udsigt over Idar-Oberstein fra Felsenkirchen

Tirsdagen bød på en kort tur til landgreven Ludwig den 8.´s jagtslot Kranichstein i Darmstadt, udgangspunkt for Par-forcejagten, der fik mange til at opgive tilværelsen i Hessen. Slottet var også interessant, da udvanderen Johannes Jung tjente som fårehyrde under landgreven. Foreningens mangeårige tyske ven Peter Gesang modtog os og fortalte os på en rundvisning rundt på slottets område om såvel landgreven som jagten, inden vi sammen kørte til Darmstadts berømte Mathildenhöhe. Derfra spadserede vi ned til byens centrum, hvor vi så Ludwig den 8.´s genopførte slot.

Turen gik videre i Jungs fodspor til Bickenbach, hvor vi kunne komme ind i kirken, hvor Johannes Jung blev gift med Anna Catharina Katzenberger i 1743, ligesom datteren Eva Jungs dåb foregik her. Vi fik lov at se en udskrift af brylluppets indførelse i kirkebogen. Som noget helt specielt satte kirketjeneren, der viste os rundt, gang i klokkespillet, så vi hørte de to klokker, der lød til brylluppet - og som stadig er i funktion!

Zwingenberg, byen, hvor Johannes Jungs hustru Katzenberger blev født og døbt i 1719, var turens næste mål. Dr. Frits Kilthau fra Arbeitskreis Zwingenberger Synagoge (ren historisk forening med fokus på mindretalsspørgsmål) havde arrangeret vort besøg i byen, herunder frokost i byen. Den nyvalgte borgmester Holger Habich bød os velkommen, inden vi i to grupper fik en rundvisning af repræsentanter for byens historiske forening.

Laierslægten var i fokus næste formiddag med besøg i  Heiligkreuzsteinach. Vi blev modtaget af en repræsentant for den reformerte kirke, der i den kirke, Laier tilhørte før udvandringen, fortalte om forholdene på udvandringstiden. Fortællingen præsenterede os for nye oplysninger, der igen lukkede nogle huller i foreningens viden om dengang. En kort tur gennem Laiers "hjemby" Alt-Neudorf til Schönau, hvor den lokalhistoriske forening gav os en spændende rundtur i det gamle Zisternizenserkloster i Schönau. 

Frokost i Heidelberg med besøg i Providenzkirken, sognekirken for Bräuner, Wackerhausen og Filler og mulighed for besøg i Studenterkarzer (studenterfængslet) inden dagens sidste mål, Ladenburg, hvor Karl-Peter Klaus og Ulrich Erhardt, begge fra Heimatbund, viste os rundt, bl.a. til det kirkehus, hvor Herold, Rost og Cramer holdt til.                                                                                                                           

 




Kranichstein slot med karnappen, hvor landgreven sad og skød på det vildt, der viste sig.

Efterkommere af Johannes Jung fotogaferet foran jagtslottet Kranichstein, bopæl for Johannes Jungs arbejdsgiver, landgreven Ludvig den 8.

Vor tyske ven Peter Gesang guider på dansk under besøget på Kranichstein.

Matildenhöhe, Darmstadt, med den russiske kirke.

Kirken i Bickenbach, hvor Johannes Jung og Anna Catharina Katzenberger blev gift 22. januar 1743.

Borgmester Holger Habich, Zwingenberg tager imod.

Bymur fra det gamle Zwingenberg.

Zwingenberg centrum med kirken, hvor Anna Catharina Katzenberger blev døbt 21. marts 1719, oven over byen.

Den reformerte kirke i Heiligkreuzsteinach, opført 1744-46 til afløsning af en trækirke.

Den orginale dåbskande med fad, Heiligkreuzsteinach

En del af en bevaret byport, indgangsporten til det gamle klosterbyggeri i Schönau med gæstehuset til venstre.

Karl-Peter Klaus fra Heimatbund, Ladenburg, viser rundt.

Dagen efter gik turen til Mauls fødeby Ernsthofen. Vi så et par "Maulgårde" inden vi gik op til kirken, der dog ikke præsenterede sig fra sin bedste side, da den var ved at blive renoveret udvendig - og derfor delvist pakket ind i plastik. Vort held, da den ellers lukkede kirke var åben pga håndværkerne. Vi havde af tidsmæssige årsager ikke bedt præsten komme og fortælle om den, da vi som noget nyt havde lovning på en rundvisning i kirken i Beedenkirchen, byen hvorfra Maul udvandrede.

Efter frokosten i "Zur Traube" i Reichenbach modtog Pastor Blöcher os i sognekirken fra 1749, hvor slægterne Marquardt, Bitsch og Kriegbaum har haft tilknytning til. Præstens datter spillede smukt for os på orglet, inden vi fik en historisk udredning om kirkens historie og betydning gennem tiderne, Vi så det altertæppe og den dåbskande, der var i brug, da vore aner benyttede kirken.

Turen fortsatte til Raidelbach, med besøg på Hof Gehron, gården, som den den fra Schweiz indvandrede Christian Bitsch bosatte sig på - og som senere blev overtaget af svigersønnen Thomas Gehron.

Efter et kort stop i Elmshausen (Bitsch og Kriegbaum) til Schönberg, hvor vi så stederne, Dürr, Lauth, Kriegbaum, Philbert boede, da de udvandrede. Vi fik en snak med de nuværende ejere af "Dürr-gården" og fik endelig bekræftet, at de resterende dele af grundens lade formentlig kan føres tilbage til Dürr.

Da vi var på Nibelungenstrasse var det naturligt, vi sluttede dagen med Nibelungsagaen og så Siegfriedkilden ved Felsenmeer (en af dem!) - kilden, hvor Hagen ifølge sagnet dræber sin rival Siegfried.  Nogle benyttede lejligheden til at udforske det imponerende naturområde Felsenmeer lidt mere - enkelte kom endda helt op til Riesensäule - resterne af en kæmpesøjle, der ligger, hvor romerne havde et stenværksted. Aftensmaden fik vi i en restaurant ved Felsenmeer sammen med  flere af foreningens tyske venner.

På turens sidste dag gik turen til Kraichtalområdet med Traishof, hvorfra Christian Kratt formodentlig stammer - selv om det ganske vist ikke er endegyldigt dokumenteret. Besøget gav os i hvertfald vished for, at der har boet en familie Kratt, hvor af en er udvandret. Vi fik endda vished for, hvilken af gårdene Krath ar boet på - genbogården til den, vi hidtil har anset som Krattgården så også her vi lukket et sort hul i foreningens viden.

I Sulzfeld bød byens kommunaldirektør Bernfried Hettler os velkommen på rådhuset. Han overbragte en hilsen fra byens borgmester Frau Pfründer, der beklagede hun som følge af aftaler indgået længe før vort besøg blev planlagt, ikke kunne være tilstede. Kratt havde tjent under Ravensburgs borgherre, så et besøg der var naturligt. Vi fik rundvisning af en meget kompetent guide Christoph Waidler med besøg i voldgraven, adgangsvejen til vinkælderen - der i dag dog er bryllupssal og sluttede af med en tur gennem en underjordisk løngang. Enkelte havde vovet sig op i tårnet - men antallet af flyvemyrer gjorde, at de ikke havde lyst til at gå helt op.

Frokosten i Zum Löwen, Epping-Richen, blev fulgt op af besøg i Frankbyen Eschelbach, hvor borgmester Marianne Meissner personligt tog mod os og beværtede os med forfriskninger på byens rådhus. Hun kunne fortælle os, at det endelig var lykkedes at finde ud af hvor, den relativt velhavende familie Frank havde boet, da de udvandrede. Også her fik vi mulighed for at høre spillet fra en af  de kirkeklokker, som Frank hørte, medens han boede her før udvandringen. Efter et særdeles underholdende oplæg af Eschelbachs lokalhistoriske ekspert, fulgte Marianne Meissner os op til Franks bopæl, så de tre deltagende Frankefterkommere på stedet kunne blive foreviget - endda sammen med borgmesteren.

På tilbageturen til hotellet havde vi et kort ophold i Schriesheim, hjembyen for Agricola, May,Würtz og Morast. Byens centrum virkede lidt kaotisk, da de var ved at stille diverse boder og telte op til en stor Kerwefest (kirkefest) i weekenden. Disse forberedelser betød så også, at den evangeliske kirke, som blev brugt af kartoffeltyskerne før udvandringen, var åben. Vi benyttede lejligheden til at gå ind - og pludselig stod en kvinde og spurgte interesseret til om vi forstod hendes sprog, da hun ikke forstod vort! Vi fortalte, hvem vi var - og fik en god snak med kvinden, der viste sig at være kirkens præst.Turen gik videre til det gamle rådhus, Herrengasse, hvor Agricola boede, gennem Zwinger (en forsvarsmur) til Würtzbopælen i Leutehausener Strasse.

Hjemturen dagen efter gik fint - sådan da.Som sædvanlig fin frokost på Tepes Gasthof, Schwarmstedt. P.g.a. 25 km kø på motorvejen valgte vor chauffør at køre ad landevejene over Kiel i det nordlige Tyskland, så vi "kun" var 1½ time forsinket ved ankomsten til Danmark.


Opdateret 11. september 2013                




Kirken i Beedenkichen

Kirken i Beedenkirchen

Pastor Bløcher tager imod os i Reichenbach Kirke foran en tgning af kirken som den så ud, da Bitsch og Kriegbaum kom i kirken.

Bitschefterkommere ved Hof Gehron, Obere Raidelbach.

Siegfriedkilden ved Felsenmeer, hvor Siegfried ifølge Nibelungsagaen blev dolket.

Gruppen ved en del af Krattgården i Traishof.

Teknologien inddrages i vor velkomst.

Forberedelsen til byen Sulzfelds modtagelse af gruppen

Gruppen samlet ved starten af rundvisningen på Ravensburg

3 efterkommere efter Frank i Eschelbach fotograferet sammen med borgmester Marianne Meissner på den grund, hvor Frank boede. Muren i baggrunden er fra udvandringstiden.

Vi fik en snak med præsten i Schriesheim evangeliske kirke.

© Udarbejdet af ThiseWeb.dk